Under parolen “lilla front” råder Politikens leder d. 6.9. de danske socialdemokrater til at tage ved lære af Barack Obama. Ligesom Obama, ifølge avisen, har fundet en midtervej mellem de værdipolitiske yderpunkter i USA, bør Helle Thorning-Schmidt og hendes parti placere sig som “pragmatisk midtsøgende” i den danske værdidebat.
Det er et usædvanligt dårligt råd. For det første findes der ingen fastlagt midte i den politiske geografi. Hvad der til enhver tid udgør midten, defineres jo af det samlede udbud af politiske synspunkter. For nu at bruge Obama som eksempel, så er han muligvis moderat i en amerikansk sammenhæng. I dansk politik ville han imidlertid høre til på den borgerlige fløj – på enkelte punkter af den så forkætrede “værdipolitik” ville han såmænd overhale Dansk Folkeparti højre om.
Men holder vi os blot til det danske politiske landskab, så flytter midten sig også over tid. Den borgerlige værdikamp har scoret uomtvistelige sejre. I dag kan man som ansvarlig politiker tillade sig, at sige ting om mennesker af udenlandsk herkomst og – hvad der er værre – behandle dem på måder, som for 5-10 år siden ville blive betragtet som groft uanstændigt og inhumant. I løbet af den samme periode er det blevet alment accepteret, at privathospitaler kan profitere på manglerne i det offentlige sygehusvæsen. Vore daginstitutioner, skoler og ældrepleje slår bogstaveligt talt revner, for at regeringen kan overholde sit skattestop, mens vi boligejere frit kan kapitalisere samfundsskabte værdistigninger som øget privatforbrug. Solidaritet er blevet et ord, som efterhånden kun udtales med ironiske anførselstegn omkring. Med andre ord: den politiske midte er rykket mod højre.
For det andet er det noget sludder, fordi “værdipolitik” ikke kan skilles fra al mulig anden politik. Et eksempel kunne være kriminalitetsbekæmpelse. Prøv igen at se til Obamas USA: det er et af de lande i verden, som har den højeste andel af sine indbyggere siddende i fængsel. Men har det ført til mindre kriminalitet og mere tryghed? Næppe. Det er nemt nok, at være værdipolitisk “tough on crime”, som også vore hjemlige borgerlige er det. Men vil de borgerlige også gøre noget effektivt ved den sociale ulighed, frafaldet i ungdomsuddannelserne, udstødelsen fra arbejdsmarkedet og alle de andre forhold, som er med til at skabe grobund for kriminalitet og asocial adfærd? En løsrevet “værdipolitik”, som ikke forbinder sig med socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og alle mulige andre politikker, forbliver tom moralisering.
Det hører til Socialdemokratiets historiske styrke, at man i sine bedste øjeblikke har kunnet kombinere langsigtede holdninger og visioner med konkrete, politiske reformer. Partiet er historisk født ud af et opgør med borgerskabets moralske pegen fingre af arbejderne. I stedet satte man kravet om kollektive, solidariske løsninger på samfundsmæssige problemer. Det var den opskrift, som velfærdssamfundet blev bygget på. Og selv om udfordringerne er nogle andre i dag end for 150 år siden, da det var arbejderklassen som var samfundets paria, så er opskriften ikke nødvendigvis forældet i dag.
Vejen frem for Socialdemokraterne består derfor ikke i at kopiere den borgerlige “værdipolitik”, men i at træde i karakter som socialt og demokratisk reformparti. Vi har brug for et parti, som er med på at modernisere velfærdsstaten, men som holder fast i de solidariske grundprincipper. Et parti, som melder klart ud at den stigende, samfundsmæssige rigdom skal bruges til at sikre uddannelse, kultur, velfærd og tryghed for så mange som muligt. Men også et parti, som ser i øjnene at Danmark ikke er en ø i verden. Som et af verdens rigeste lande må vi tage et aktivt medansvar for kloden. Alt andet vil være i modstrid med såvel de idealer, vi har bygget vort eget velfærdssamfund på, som vore egne, langsigtede interesser. Det må siges højt – også selv om der skulle være enkelte kernevælgere, der mener det modsatte.
I sidste ende er det de konkrete, politiske initiativer Socialdemokraterne vil blive målt på. Det er et stykke hårdt, politisk arbejde der skal gøres. Og det gøres bedst af et parti som har mod til at placere sig selv på det politiske landkort, ud fra hvad man finder rigtigt og nødvendigt, og ikke ud fra populistisk søgen efter en imaginær midte.
(Tidligere bragt som debatindlæg i Politiken d. 16.9.2008)