Så fik Danmark et nyt parti: Naser Khader brød med de Radikale, og har sammen med sin partifælle Anders Samuelsen og den konservative Gitte Seeberg dannet Ny alliance.
Partiet har i løbet af den første dag af sin eksistens fået næsten 5.000 nye medlemmer. Det er ret godt gået – især i betragtning af, at alliancen i realiteten ikke har noget program endnu. I de meget kortfattede “politiske hovedpunkter” som er skitseret på alliancens web-sted, tales der ikke overraskende om en mere human flygtningepolitik, en stærkere dansk indsats i EU og en forhøjelse af den danske udviklingsbistand. Så vidt så godt – men næppe nyt i forhold til traditionel radikal politik.
På det indenrigspoltiske område er man om muligt endnu mere vag. Her tales blot om nødvendigheden af at reformere folkeskolen og sundhedssystemet – samt tilslutning til tidens mantra om “kreativitet”. Kun på ét punkt gås der konkret til biddet: indkomsskatten skal nedsættes til max. 40%.
Men når nu udviklingsbistanden skal sættes op og skatten sættes markant ned, så skal der vel også spares på de offentlige udgifter – en hel del endda? Hvor mon det skal være? På folkeskolen og sundhedssystemet? Måske består kreativiteten i, at skaffe mere uddannelse og sundhed for færre penge?
Indtil videre tyder alt på, at der er tale om gammel vin i flasken, selv om etiketten hedder Ny alliance: først og fremmest skal vi, der i forvejen har vores på det tørre, slippe billigere. På det punkt ligner Ny alliance til forvekslingen de Konservative og Venstre. Forskellen er alene, at man distancerer sig fra den indadvendte og nationalistiske hørm, som disse partier har valgt at leve med i den sorte slagskygge fra Dansk Folkeparti.
Ny alliance vil givetvis udgøre et mindre pinagtigt alternativ for en hel del borgerlige vælgere. Men nogen egentlig politisk fornyelse er der på ingen måde tale om.