Martin Storz er en tysk fotograf og manden bag The Public Eye Blog. Martin har mange tankevækkende kommentarer og hans blog er bestemt et regelmæssigt besøg værd.
For et par uger sidenskrev Martin Stortz et indlæg om tid i relation til fotografering – eller rettere omat lade sig opsluge af det poetiske øjeblik og se billedet når det er der. Udgangspunktet var et citat af den franske fotograf Robert Doisneau ogindlægget var illustrerede med Doisneaus berømte foto af parret som kysser foran Paris’ rådhus.
Jeg skrev en kommentar til Martin og gjorde ham opmærksom på, at netop det billede måske ikke var den allerbedste illustration af hans pointe – billedet er nemlig arrangeret og personerne er modeller. Men bortset fra det deler jeg i øvrigt Martins fascination af Doisneau som flaneur og fotograf.
Det giver mig anledning at vise dette foto af to der om ikke kysser, så dog omfavner hinanden – ikke i Paris men på Strøget i København. Ikke at jeg på nogen måde vil antyde at mit billede er tilnærmelsesvis på højde med Doisneaus. Og så er det i øvrigt en smule uskarpt. Men én ting kan jeg dog prale med: det er helt uarrangeret – taget i netop det poetiske øjeblik 🙂