Mens vi i Danmark har fejret Jul og Nytår i fred og ro, har årsskiftet været anderledes blodigt i Mellemøsten. Her har Israel nu i dagevis bombet løs i Gaza. Bombningerne er en reaktion på Hamas-aktivisters beskydning af Israel med raketter. At Israel må reagere mod Hamas’ angreb er forståeligt. Men reaktionen er, som vi så ofte har set det fra israelsk side, helt ude af proportioner. Mens de hjemmelavede raketter har kostet 4 Israelere livet, så har Israel spredt død og ødelæggelse i en helt anden målestok: op imod 400 palæstinensere, herunder mange civile og en hel del børn, meldes i skrivende stund at være dræbt under de vedvarende bombardementer. Israel hævder, at man ønsker at ramme ledere og militante aktivister fra Hamas. Det gør man måske også til en vis grad. Men samtidig med det rammer man endnu flere uskyldige: mennesker, som ikke har lod og del i angrebene på Israel, men hvis eneste forbrydelse er at opholde sig i Gaza – det Gaza, som Israel i øvrigt nu har holdt i et jerngreb i mange måneder, så daglige fornødenheder ikke kan komme ind og den sultende og nødlidende befolkning ikke kan komme ud.
Terrorisme består i at sprede død og ødelæggelse blandt uskyldige civile i en påstået højere sags tjeneste. Efter denne definition udøver staten Israel lige nu terror i Gaza. Eneste forskel mellem Israel og Hamas er, at mens de sidstnævnte betjener sig af selvmordsbomber og hjemmelavede raketter, så udfører Israel sin terror langt mere effektivt med kampfly og højteknologiske våben. I medierne har der været en del omtale af konflikten – men ikke mange skildringer af de palæstinensiske ofre. Det kan der være mange grunde til. En af dem kan være, at Israel med held har forhindret udenlandske journalister i at få adgang til Gaza. På engelske Guardians web-side kan man imidlertid se en række fotos fra konflikten, primært fra Gaza men også fra Israel. Det er rystende billeder, som burde føre til en langt stærkere politisk fordømmelse af Israel end de forsigtige fy-ord vi har hørt indtil nu. I det hele taget er det på tide, at Vesten begynder at stille krav til Israel efter samme målestok, som man bruger overfor andre lande i Mellemøsten. En varig fred opnås kun, hvis såvel Palæstinensere som Israelere får opfyldt deres ret til selvbestemmelse og sikkerhed. Det kræver, at Israel stopper sin besættelse af nabolandes territorier, fjerner ulovligt opførte bosættelser, imødekommer FN’s resolutioner og optager et reelt samarbejde med de Palæstinensiske repræsentanter. Det vil imidlertid næppe ske, uden et massivt pres fra den øvrige verden.