Hvis man tager til det sted i Jylland, hvor jeg er født og opvokset, og fortsætter ca. 150 km. mod nord kommer man til Rubjerg. Det har Krass Clement gjort. Og han har gjort det i november. Det kan jo tage pippet fra enhver…
Ved første gennemsyn er “Novemberrejse” lige i øjet. Vindblæste gader. Rutebilen til nowhere. Tom tankstation. Folk der søger lys inde i husene. I Krass Clements sædvanlige, lidt nonchalante stil. Som gode, gamle Cartier Bresson sagde det: skarphed er en småborgerlig norm. Stemning frem for komposition.
Og stemning er der virkelig masser af i “Novemberrejse”. Men ved nærmere eftertanke: hvilken stemning? Er det altid mørkt og blæsende i Jylland? Er alle jyder enten knarvorne eller kitschede? Er det kun børnene, som er for små til at vide bedre, som kan grine?
Krass Clements billeder er ikke løgn. Tværtimod er de uhyggeligt sande. De er bare ikke hele sandheden. Men sådan er kunsten jo. Der findes enkelte billeder i “Novemberrejse”, som efter min mening nærmer sig kliché. Men der er endnu flere, som er både indfølte og afsøgende. Og som derfor vækker både nysgerrighed og komplekse følelser. Måske er der flere nuancer i den jyske provins end ved første øjekast?
En kommentar til “Novemberrejse”