(NB: Udviklingen går stærkt når vi taler digitalkamera. Derfor er dette indlæg allerede forældet på flere punkter. Bl.a. har kameraerne nu betydeligt større lysfølsomhed (ISO) og video og live view er standard. Desuden er der kommet en hel ny type af spejlløse systemkameraer fra bl.a. Fuji, Olympus og Sony, som på visse felter kan være et godt alternativ til det klassiske spejlreflekskamera. Men der står også ting, som jeg synes stadigvæk er en overvejelse værd – så derfor har jeg valgt ikke at slette det.)
Whatever brings you through the night
it’s all right, it’s all right
John Lennon
Fordi jeg er en fotonørd bliver jeg ind imellem stillet spørgsmålet: “Jeg skal ha’ et digitalt spejlreflekskamera. Synes du jeg skal købe model X eller model Y?”
Svaret er: Ja.
I modsætning til da jeg købte mit første digitalkamera, er der i dag masser af modeller at vælge imellem. Flere af dem endda til rimelige priser. Jeg kender kun de færreste. Men det er mit indtryk, at de stort set alle leverer billeder af fin kvalitet. Så hvis det primært handler om at få sig nogle goder billeder af børn, familie og venner, fra ferieturen o.l., så kan man roligt i dette som i andre af livets forhold følge John Lennons råd.
Men naturligvis er der også forskel på kameraer. Forskellene går bl.a. på størrelse, håndtering, hastighed, særlige funktioner, o.m.a. Hvad man skal lægge vægt på her, er imidlertid meget individuelt. Det afhænger dels af smag, dels – og især – om man har særlige behov. Det som er vigtigt for én fotograf er måske helt ligegyldigt for en anden. Derfor findes der ikke noget standardsvar på spørgsmålet om kamera X er bedre end kamera Y.
Men her er en liste over hvad jeg ville være særlig opmærksom på:
Størrelse og håndtering
Personligt foretrækker jeg et lille og kompakt kamera. Det er nemmere at slæbe rundt på en hel dag, og jo mindre kamera jo mindre opmærksomhed vækker man når man ta’r sine billeder. Men det vigtigste er, at kameraet skal ligge godt i hånden. Ideelt set skal det føles som en forlængelse af din krop. Knapper og reguleringer skal være logisk placerede. Hvad der er logisk, er imidlertid et individuelt spørgsmål. Det samme gælder udformningen: hvad det ligger godt i hånden på én person føles klodset af en anden.
Før du køber dit første spejlrefleks-kamera vil jeg derfor stærkt råde dig til, at prøve et par stykker i hånden. Find en butik – og gerne en som har lidt mere end de to store mærker på hylderne – og prøv dig frem. Om du så også vil handle i butikken eller gå hjem og bestille på nettet, er op til din egen samvittighed…
Søgeren
Søgeren er dit vigtigste redskab til det som det i sidste ende drejer sig om: at trykke på knappen når billedet er lige i øjet. Ideelt set skal det være som om kameraet forsvinder, når du kigger gennem søgeren: du ser kun dit motiv. Desværre er ikke alle søgere lige gode. Måske tænker du ikke over det, når du ser gennem et enkelt kamera. Men sammenligner du 2-3 stykker, vil du måske pludselig opdage, at den søger du først synes var OK nu virker mørk og lille i forhold til de andre. Læg mærke til, hvad anmelderne skriver om dette punkt. Og igen: prøv dig frem.
Billedkvalitet
Mens de to ovennævnte punkter bedst tjækkes med kameraet i hånden, så vil du som regel skulle læse anmeldelser for at tjække kvaliteten af billederne fra en bestemt model.
Men startede jeg ikke med at skrive, at alle digitale spejlrefleks ta’r fine billeder? Jo, og det gør de også – under normale forhold. Hvis du især har tænkt dig at ta’ billeder på steder, hvor der er godt med lys, som udendørs om dagen eller indendørs i godt oplyste lokaler, så behøver du ikke bekymre dig om billedkvaliteten.
Forskellen kommer især frem, når lysforholdene bliver dårlige. Det gælder for alle digitalkameraer, at hvis der ikke er meget lys, så skal det elektriske signal fra sensor-chippen forstærkes for at skabe et billede. Det introducerer såkaldt “støj”, som kan ses som små, misfarvede prikker eller mønstre når billedet forstørres meget.
Der er forskel på, hvor gode forskellige kameraer er til at håndtere støj. Alle spejlreflekskameraer er i udgangspunktet meget bedre til det end kompaktkameraer. Men nogle er bedre end andre. Så hvis det er vigtigt for dig, at fotografere under dårlige lysforhold, så må du tjække hvad anmelderne skriver om det punkt.
Du vil se, at anmelderne skriver om kameraernes billekvalitet ved forskellige ISO-indstillinger. ISO kan i praksis ses som et tal for, hvor meget man skruer op for forstærkningen. I de gamle film-dage brugte man også ISO til at angive filmenes lysfølsomhed. Dengang blev 400 ISO anset for meget lysfølsomt. Nutidens digitale spejlrefleks kan skrues så højt op som 6.400 ISO eller mere. Det betyder, at man kan fotografere ved skæret af et stearinlys. Men der er ingen garanti for, at billedet ikke også bliver fyldt med støj.
Hastighed
Hastigheden er først og fremmest et begreb for, hvor hurtigt kameraet fokuserer og ta’r billedet når du trykker på udløseren. Men næsten alle kameraer kan desuden sættes til kontinuerlig fotografering – dvs. de bliver ved med at fotografere så længe du holder udløseren nede. Så er hastigheden et udtryk for, hvor mange billeder pr. sekund kameraet kan optaget.
Hastigheden er noget, som de fleste anmeldere lægger vægt på. Men igen: til almindeligt brug, som ferie- og familiebilleder, vil næsten alle kameraer føles hurtige nok.
Ved du derimod, at du kommer til at tage mange billeder af motiver som bevæger sig hurtigt – f.eks. dyr eller sportsfolk – er det en anden sag. Så kan det godt betale sig, at lægge ekstra vægt på det punkt når du vælger kamera.
Billedstabilisering
Med billedstabilisering kan du fotografere med relativt langsommere lukkertider uden at få rystede billeder. Regn med en forbedring på typisk 1-2 trin. Det lyder måske ikke af så meget, men i praksis er det. Personligt ville jeg nødig undvære det.
Billedstabilisering kan være indbygget i selve kamerahuset. Det gælder for de fleste modeller fra Olympus, Sony og Pentax. Canon og Nikon har derimod ikke stabilisering i selve kameraet, men til dem kan du købe objektiver, som har indbygget billedstabilisering. Hvis du har kig på et såkaldt “kit” fra Canon eller Nikon, så læg mærke til om det /de medfølgende optikker er stabiliserede.
Fordelen ved at have stabilisering indbygget i kameraet er naturligvis, at så har man det én gang for alle. Findes det i objektivet skal man betale for det igen, hvis man køber et nyt objektiv. Teknisk set har de to systemer hver deres fordele – men hvis nogen fortæller dig, at det ene er grundlæggende bedre end det andet er det reklamegas.
Byggekvalitet
De fleste vil nok fortrække et kamera som virker solidt. Men hvad der er solidt nok, er en smagssag. Prøv dig frem.
Nogle kameraer har særlig tætning mod støv og fugt. Hvis du ved, at du vil komme til at fotografere meget f.eks. på eller ved vandet eller andre steder hvor det er særligt tørt eller fugtigt, kan det være værd at lægge vægt på.
Live view og video
I gamle dage (dvs. for mere end et års tid siden) kunne skærmen på et spejlrefleks ikke bruges som søger, ligesom man heller ikke kunne optage video.
Nu er der imidlertid en del modeller på markedet med såkaldt “live view”, hvor skærmen – dog ofte med visse begrænsninger – kan bruges som søger. Der er også modeller som kan optage video, endda i HD.
Personligt opfatter jeg disse nye ting som udmærkede supplementer – men netop kun supplementer – til spejlreflekskameraets klassiske funktioner. Hvis de er særligt vigtige for dig, så læg mærke til, at der kan være stor forskel på hvor godt de fungerer fra model til model. Tjæk anmeldelserne.
Tænk (måske) i system
Et spejlreflekskamera kaldes også et systemkamera. Det skyldes, at selve kamerahuset egentlig bare er kernen i et system, bestående af forskellige objektiver, blitz og andet tilbehør. Tanken er så, at man anskaffer sig f.eks. de objektiver, som passer netop til ens eget behov.
De fleste billigere spejlreflekskameraer sælges med en såkaldt “kit-optik”, typisk en zoom på ca. 18-55mm. Hvis du hovedsageligt skal bruge dit kamera til ferie- og familiebilleder, så kan du formentlig klare dig med den optik langt hen ad vejen. Skulle du få lyst til at supplere med f.eks. en tele-zoom, så er alle systemer leveringsdygtige. Med andre ord: du behøver ikke tænke i systemer og kan roligt springe over resten af dette afsnit.
Hvis du derimod har ambitioner om, at dit fotografi skal blive mere omfattende end som så, så bør du tænke lidt i system. Canon og Nikon er de største systemer og de som bruges mest af professionelle pressefotografer. Men derfor er det ikke nødvendigvis de bedste for dig.
To eksempler: Når Canon har en høj stjerne blandt f.eks. sports- og dyrefotografer, er det bl.a. fordi de kan levere en række gode tele-zooms med høj lysstyrke. Hvis du interesserer dig for den slags motiver, vil Canon være et oplagt valg. Pentax er et mindre system. De har også et par gode tele-zooms, men det er ikke deres styrke. Til gengæld har de et stort udvalg i små, kompakte objektiver med fast brændvidde. Så hvis du er ude efter kompakt og diskret grej, f.eks. til gade- og reportagefoto, så er Pentax måske et bedre valg.
Sådan har de forskellige systemer hver deres profil. En anden forskel er, at der inden for nogle systemer kan være begrænsninger i hvad der passer sammen, også indenfor samme mærke. For nogle mærker kan ældre optikker f.eks. ikke bruges på nye kameraer, hvilket begrænser muligheden for at gøre et godt brugt-køb.
Derfor kan det være en god idé, at overveje hvilken type foto man er mest til, inden man blot kaster sig ud i det system som fylder mest på fotohandlerens hylder. Når først man har valgt system er man nemlig låst fast, da f.eks. objektiver til et system ikke kan bruges til et andet.
Megapixels
Det er som regel det første, ekspedienten i forretningen fortæller dig om. Det burde være det sidste.
Forestil dig, at du vil printe et af dine billeder ud på din fotoprinter. Sådan en printer typisk med en opløsning på 240DPI. Med lidt hovedregning når vi frem til, at knap 6 MP er tilstrækkeligt til at printe et billede i A4-størrelse ved den opløsning. Læg 10-20% til, så du har mulighed for at beskære dit billede, selv ved A4-print. Så kan du se at alt over 10 MP er luksus: det giver endnu større frihed til beskæring og det er fint den dag du står med et mesterværk, du vil printe som plakat.
Men hvis ikke du lige på forhånd ved, at du ofte vil printe dine billeder ud i A3 eller større, så har stort set alle kameraer mega-pixels nok til dig – punktum.
OPDATERING: Anmeldelser på nettet
Der er efterhånden et hav af web-steder, som anmelder kameraer. Et af de mest omfattende er formentlig dpreview.com. Her finder man rigtig mange anmeldelser, som grundigt beskriver kameraernes funktioner, betjening, billedkvalitet, mv. På trods af grundigheden har anmeldelserne dog lidt “laboratorie-præg” – man kan godt være i tvivl om, hvor meget anmelderen rent faktisk har brugt kameraet i praksis….
Derfor kan jeg godt lide Imaging Resource. Her er anmeldelserne måske lidt færre. Til gengæld bærer de i højere grad præg af, at anmelderne rent faktisk har være ude og bruge kameraet i praksis.
Hej Lars – tak for instruktivt indlæg. Hvis man har et behov for BLANDT ANDET at affotografere alle mulige formater af tegninger, fotos og dokumenter i indendørs belysning af skiftende kvalitet og med blegede farver etc – men samtidig også vil kunne tage udendørs fotos af feks arktiektur og byrum ved siden af de klassiske motiver du nævner – hvad tror du så man skal gå efter for et system?
Mikkel
Hej Mikkel.
Hvis du bare selv skal kunne læse de dokumenter du affotograferer, er kravene ikke så store. I en snæver vending kan man såmænd nøjes med sin mobil. Til Android findes der en app som hedder CamScanner, som automatisk kan rette en affotografering om, justere belysning, etc. Noget lignende findes sikkert til iPhone. Alternativt findes der hånd-holdte scannere.
Vil du affotografere i en bedre kvalitet, f.eks. så det kan reproduceres, er det en anden sag. Her er det nok i virkeligheden arkivets holdning til hvad du må stille op med af udstyr og hvordan du må håndtere arkivalierne, der sætter grænsen 😉
Jeg har ikke umiddelbart den store erfaring, men jeg vil tro, at et systemkamera med en god vidvinkel kan gøre det. Der er to problemer: at holde kameraet stille over dokumenterne og sikre en jævn belysning. Til det første kan du bruge et stativ, hvor midtersøjlen kan stilles vandret. Til det andet en flash med en eller anden form for bouncer, mini-softbox eller lignende.
Vidvinkler som er til at betale forvrænger en smule, så lige linjer i billedets yderkant bliver krumme. De nyeste versioner af f.eks. Photoshop og Lightroom har værktøjer, som kan rette det op.
Mht. byrum og arkitektur, så skal du også ha’ en god vidvinkel. De fleste DSLR sælges med et såkaldt kit-objektiv der som regel starter ved 18 mm vidvinkel. Det er OK som udgangspunkt. Ikke alle kit-objektiver er dog af lige god optisk kvalitet. Mit forslag vil være at starte med kit-optikken, og så evt. opgrade til noget andet, når du har gjort dig lidt erfaringer. Måske noget med bredere vidvinkel eller noget skarpere.
Bygninger fotograferet nedefra vil se ud som om de vælter fremad, såkaldt styrtende linjer. Folk der dyrker det mere formelle arkitektur-fotografi bruger ofte tilt-shift objektiver, som kan rette op på det ved optagelsen. Den slags optikker er imidlertid hundedyre – og man kan opnå næsten det samme ved billedbehandling bagefter.
Professionelle arkitekturfotografer bruger i øvrigt ofte full-frame eller mellemformat – men det er nok over-kill 🙂
Hvis du vil ha’ den maksimale dybdeskarphed skal du bruge et stativ, så du kan blænde godt ned.
Så det korte af det lange: køb et bare nogenlunde godt DSLR med kit-optik, et godt stativ og evt. en flash m. bouncer eller softbox. Og så vil jeg anbefale Lightroom til billedbehandling.
Meget fint indlæg, tusind tak for hjælpen!