Det sidste skyldes, at badekarret faktisk har tilhørt den netop afdøde Fører. Støvlerne tilhører derimod kvinden i karret. Hun hedder Lee Miller, og er selv fotograf. Billedet er taget af én af hendes kolleger. De er netop begge to vendt tilbage til München, efter at have besøgt Kz-lejren Dachau dagen efter, at den var blevet befriet men stadig fyldt med udhungrede fanger. Miller forsøger nu at vaske snavset væk – bogstaveligt, men formentlig også i overført betydning. Hendes liv efter krigen tyder på, at det sidste aldrig rigtig lykkedes.
Miller blev født i USA i 1907. I 1920’erne og 30’erne gjorde hun karriere på begge sider af kameraet: som model og fotograf. I perioder opholdt hun sig i Paris, bl.a. som assistent for Man Ray. Som fotograf kunne hun dog sagtens stå på egne ben.
Miller blev en del af det internationale, surrealistiske og venstreintellektuelle kunstnermiljø i 1930’ernes Paris. I en periode er hun gift med en Egyptisk rigmand, og opholder sig dels i Frankrig, dels i Cairo. Hendes billeder fra denne periode er fyldt med legelyst, charme og overskud – som f.eks. hendes på en gang uskyldige og stærkt erotiske parafrase over Manets ”Frokost i det grønne”.
I dag ved vi, at det er billeder af livet umiddelbart før tragedien. I 1939 fotograferede Miller Leonora Carrington, en surrealistisk kunstner som dannede par med Max Ernst. Carrington ser direkte på os med et fast og selvbevidst blik, og fylder hele billedet ud med sin tilstedeværelse. Af billedteksten fremgår det imidlertid, at blot få uger senere havde krigen skilt hende fra Ernst for evigt, og hun var politisk flygtning, psykisk nedbrudt og tvangsindlagt.
Under krigen opholdt Miller sig i England, og i 1944 fulgte hun med de allierede styrker til det europæiske fastland, som en af de få kvindelige krigsfotografer. Hun fotograferer krigens gru fra forreste linje. Som nævnt er hun blandt de første, der fotograferer i de netop befriede KZ-lejre. Andre billeder viser nazister, som er blevet slået ihjel af deres tidligere fanger eller har valgt at begå selvmord.
Efter krigen vender Miller tilbage til førkrigstidens motivkreds: portrætter af kunstnere og intellektuelle. Det legende og lystige kommer stadigvæk frem i små glimt. Men det er som om det bliver overlejret af en anden, dybere grundtone: Hendes portrætter bliver mindre eksperimenterende, mere alvorlige, eftertænksomme – ja, ind imellem nærmest sørgmodige.
Som person trækker Miller sig ind i sig selv. I løbet af 1950’erne holder hun op med at publicere sine billeder. Hun plages af depressioner, og lever et mere eller mindre excentrisk liv. Da Miller dør i 1977, er hun gået i glemmebogen som fotograf.
Heldigvis er Millers billeder kommet frem i lyset igen, bl.a. takket være hendes søn. I ”Portraits from a Life” ser vi et bredt udsnit af hendes portrætter, kronologisk ordnet fra 1930 til omkring 1960. Portræt skal her opfattes i bredeste forstand: fra det formelle til reportage, men hele vejen igennem med mennesker i fokus. Billeder, skabt af et fascinerende menneske, hvis kunst og personlige skæbne afspejler sin tid.
Richard Calvocoressi: Lee Miller – Portraits from a Life. 176 sider.
Thames & Hudson, London, 2005.