På mit arbejde stod en ældre Nikon filmscanner, som nogen havde opgivet at få til at køre under Windows 7, og samlede støv. Der var tale om en Coolscan IV ED, som Nikon ikke har lavet drivere til siden 32 bit Vista. Det var jo en udfordring. Lidt googling afslørede hurtigt et par ninja-tricks, og snart kørte dyret fint under 64 bit Win7.
Coolscanneren kan forvandle et 34×36 dias eller negativ til en 12 MP fil. Efter nogle få test er jeg umiddelbart imponeret af resultatet, både hvad angår dynamik, skarphed og farver. Den har også noget indbygget støv- og ridsefjerner fitlihut – jeg ved ikke helt hvordan det virker, men det gør det tilsyneladende. Der er sikkert mange muligheder for at fintune kvaliteten, når en gang jeg får sat mig ind i scanner-softwaren. Den ligner godt nok noget der er 10 år gammel. Det er den så nok også – men den fungerer.
På negativsiden tæller, at monterede dias kun kan scannes én af gangen – og det ta’r sin tid. Mens scanneren kører lyder den i øvrigt som noget Georg Gearløs har konstrueret.
Lige nu er jeg faktisk stærkt fristet til at starte fra en ende af, og få scannet alle mine gamle dias. Det kan vel ikke ta’ mere end et par måneder…