K-5 II: Første indtryk

De seneste år har mit spejlreflekskamera været et Pentax K10D. Det er på mange måder et udmærket kamera, men det har også sine svagheder, og eftersom modellen blev lanceret i 2006 er det på flere måder forældet efter dagens standard. Faktisk har Pentax lanceret fire nye topmodeller siden K10D – så nu syntes jeg det var tid til en udskiftning, og har anskaffet en K-5 II. Her følger nogle af mine umiddelbare indtryk efter et par ugers brug. Det er altså ikke en anmeldelse – dem er der allerede en del af på nettet. Målgruppen er primært andre Pentax-brugere, som går og overvejer en opgradering. Først til det ydre: K-5 II er (som K-5 og K-7 før den) lidt mindre end K10D (og K20D), ligesom den er 33 gr. lettere. Jeg synes det er glædeligt at Pentax, som jo har tradition for at bygge meget kompakte kameraer, har strammet op på det punkt – K10D var faktisk lige stor nok for min smag. Med det nuværende design er K-5 serien formentlig det mest kompakte kamera i sin klasse. Det er dog stadigvæk et kamera med tyngde, hvilket afspejler den solide byggekvalitet, hvor der er brugt mere stål og magnesium end plastik. Kameraet er, ligesom K10D, tætnet mod støv og fugt.

K-5 II har et ret dybt greb, og ligger fint i min ikke alt for store hånd. Betjeningen følger traditionen fra tidligere topmodeller fra Pentax, idet der både er et display på toppladen og to indstillingshjul, placeret der hvor man naturligt vil placere tommel og pegefinger. Det har naturligvis hyper-program mode. De to drejehjul kan i øvrigt programmeres i vidt omfang. Eksempelvis kan man bestemme om det i blændeprioritering skal være det bagerste eller forreste hjul, man vælger blænde med – og om det andet hjul så skal kunne skifte ISO eller EV-kompensering. Mens systemet med de to hjul er uændret fra K10D, så er der flyttet lidt rundt på de øvrige knapper. Der er ikke længere en knap til at slå billedstabiliseringen fra og til – hvilket er fint med mig, da jeg altid har det slået til. Til gengæld er der kommet en dedikeret ISO-knap. Den sidder lige bag ved udløseren, sammen med knappen til EV-kompensation, så det er nemt at flytte pegefingeren til en af de to knapper og dreje på indstillingen med tommelfingeren.

I det hele taget er betjeningen logisk og gennemtænkt, og dermed også forbedret en smule i forhold til den ellers udmærkede K10D. Eneste smutter er knappen til aktivering af Live View som er placeret sådan, at man lidt for nemt kommer til at aktivere den, når man vil dreje på vælgeren til fokuserings-måde. Sidstnævnte, som er en lille arm der kan drejes mellem tre positioner (centrum, individuelt valg af fokuspunkt og auto-valg) går i øvrigt lidt stramt. Men det er jo nok prisen for at forhindre, at man kommer til at dreje på den ved et uheld.

Første gang man trykker på udløseren bemærker man også, at lyden er meget dæmpet. I forhold til K10D (men knap så meget i forhold til de nyere modeller) har skærmen på bagsiden fået et vældigt løft. Den er nu på 3” og 921.000 punkter. I forhold til K-5 er den dækket med ridsefrit glas og monteret med en ny teknik, som skulle gøre den nemmere at se i sollys. Den er i hvert fald meget lysstærk – så lysstærk, at når man ser på den i dæmpet belysning kan man fejlagtigt tro, at ens billeder er overbelyste. Løsningen på det er naturligvis at bruge histogrammet til at vurdere belysningen. Menuer og informationer har også fået et løft, og især det sidste er blevet klart mere overskueligt. Live View og video (i fuld HD) er også nyt i forhold til mit gamle K10D. Jeg har ikke afprøvet det systematisk endnu, men det virker som om Live View fungerer fint, med en ganske hurtig autofokus. Billedkvaliteten i video er fin, selv med håndhold kamera. Eneste ulempe er, at autofokus ikke fungerer mens man filmer. Under alle omstændigheder er video for mig et supplement til det egentlige formål.

Ud over et par væsentlige, nye funktioner og en række små forbedringer i betjeningen, så er det imidlertid på to vigtige punkter, at K-5 II viser sig markant bedre end K10D: billedkvaliteten og autofokus.

DxO har testet billedkvaliteten til at være blandt de allerbedste APS-C klassen, og endda på højde med nogle full-frame kameraer. I forhold til K10D, så er der tale om en stigning i opløsning fra 10 til 16 Mp. Men lige så vigtigt er det, at dynamikken er høj og støjniveauet er lavt, også ved relativt høje ISO-tal. Jeg har ikke printet nogle af mine fotos fra K-5 II endnu, men efter at have studeret dem på skærmen i 100 % størrelse vil jeg vurdere at 800 ISO er problemløst. Ved 1600 ISO begynder støjen at blive tydelig, men ikke så meget at det ikke kan dæmpes tilfredsstillende i Lightroom. De højere ISO-tal har jeg ikke prøvet endnu.

Autofokus har tidligere været et lidt svagt punkt for Pentax, men her er der sket afgørende forbedringer. K-5 II fokuserer markant hurtigere og mere præcist end k10D, og samtidig fungerer autofokus nu ned til -3 EV, hvilket i praksis vil sige nærmest i mørke. Den kontinuerlige autofokus, som i K10D var lidt tvivlsom, fungerer også fint. Kontinuerlig optagelse sker med 7 billeder i sekundet.

Til sammen betyder disse forbedringer især to ting: K-5 II kan uden problemer bruges til motiver i hurtig bevægelse – noget der ikke var K10D’s stærke side. Og kombinationen af indbygget billedstabilisering, lavt støjniveau ved høje ISO-tal og en autofokus der fungerer stort set i mørke gør K-5 II til et godt værktøj, når der skal fotograferes ved lavt lys.

K-5 II findes i to versioner. Ud over den ”almindelige” har Pentax, som Leica og Nikon før dem, valgt at tilbyde en model uden lavpasfilter. Lavpasfilteret skal forhindre moiréeffekt ved mønstrede motiver, men nedsætter samtidig skarpheden en anelse. Billedkvaliteten fra K-5 II er dog som sagt allerede høj, og da det koster ca. 1500 kr. ekstra at undvære lavpasfilteret valgte jeg standardmodellen. Som det nok er fremgået, er jeg ret begejstret for K-5 II. Det kan bestemt ikke udelukkes, at der på længere sigt dukker irritationspunkter op, som jeg ikke oplevet endnu. Men lad os nu se…..