Et stort rugbrød og et helt grisehoved. Det kunne de allermest heldige få udleveret, hvis de mødte frem i Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej. Det var i 1899, midt under Storlockouten – en arbejdskonflikt, som også skulle blive kendt som sultekrigen.
Den 8 årige Anton Hansen boede med sin familie i en to-værelses lejlighed i Knudsgade på Vesterbro, da lockouten bredte sin knugende stemning over København. Mange år senere beskrev han stemningen dengang i sine erindringer. De fædre, som normalt var på arbejde det meste af dagen, gik nu rastløse omkring derhjemme. Men efterhånden som konflikten trak ud begyndte flere og flere at rejse bort, i desperat jagt på arbejde. De fleste hjem blev midlertidigt fædreløse, og børnene kunne gøre hvad de ville, mens mødrene gik byen tyndt for at skaffe sig selv lidt indtægter:
Knudsgades unger kunne blive på gaden så sent de lystede om aftenen, de kunne strejfe omkring langt ude på Vesterbro i håb om at finde muligheder for at tjene et par ører, tigge, negle, alt blev forsøgt for at hjælpe på den fortvivlede økonomi i hjemmene.
Endelig, den 3. september 1899, nåede man til enighed, og den mere end fire måneder lange lockout kunne afsluttes. Da nyheden blev kendt blev der festet i gaderne i København og andre store byer.
Aftalen, der afsluttede sultekrigen i 1899 blev kendt som Septemberforliget. Med den anerkendte fagbevægelsen arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Til gengæld anerkendte arbejdsgiverne arbejdernes ret til at forhandle kollektivt om løn- og arbejdsvilkår.
Det var en i international historisk sammenhæng en unik aftale. Og det var en aftale som skulle få stor betydning for danmarkshistorien. For med Septemberforliget blev grunden lagt til alle de aftaler, som kom til at regulere vores arbejdsliv op igennem det 20. århundrede – alt det, som vi i dag kender som den danske model.
Det har jeg skrevet en bog om. Den hedder Septemberforliget 1899. Du kan læse mere om den og bestille den direkte fra forlaget her.
