Krigen de ikke vil ha’ vi ser

Zoriah er manden uden efternavn. Han er også fotograf. Ifølge ham selv arbejdede han tidligere for forskellige humanitære organisationer, men blev træt af de mange politiske hensyn han måtte ta’. Så i stedet lærte han sig at fotografere, for at kunne dokumentere de lidelser – menneskeskabte såvel som følger af naturkatastrofer – som han synes fylder alt for lidt i medierne.

Zoriah er freelancer, men har – igen ifølge eget CV– leveret fotos fra krig og katastrofer til en lang række medier og humanitære organisationer. Hans billeder kan også ses på Flickr. Hans stil er rå, direkte og meget subjektiv. Det sidste er helt bevidst – ifølge ham selv har han ikke noget ønske om at være objektiv, men vælger bevidst ofrenes synsvinkel.

På det seneste har Zoriah været “embedded” hos en afdeling af US Marines i Irak. “Embedded” betyder, at man kan følge soldaterne og samtidig får en vis beskyttelse. Til gengæld er man underlagt hærens regler for hvad man må fotografere. Det er ikke nogen ønskesituation for en uafhængig fotograf. Men det er ifølge Zoriah den eneste måde man kan arbejde på i en krigszone som Irak – med mindre man har råd til selv at hyre et privat vagtværn.

For et par dage siden fik Zoriah imidlertid pludselig frataget sin status som “embedded” – og dermed i praksis sin mulighed for at fotografere. Årsagen var nogle billeder, som han havde taget af ofrene efter en selvmordsbomber. Ofrene var såvel civile irakere som amerikanske soldater. Billederne har Zoriah offentliggjort på sin blog, som en del af hans fortløbende reportage fra Irak. Det er mildt sagt grusomme billeder. Det er desværre også billeder fra den Irakiske virkelighed. Zoriah svælger ikke i grusomhederne for deres egen skyld, men forsøger simpelthen at viderebringe sine egne oplevelser. I øvrigt overholder han hærens formelle regler, som bl.a. siger at døde amerikanske soldater ikke må fotograferes så de kan identificeres.

Alligevel krævede US Marines at Zoriah fjernede billederne fra sin blog. Det nægtede han. Så mistede han sin embedded-status, og blev i huj og hast transporteret ud af kampzonen. Zoriah fastholder, at billederne er en nødvendig del af historien om den irakiske virkelighed. Som han siger: “Det virker vanvittigt at man inviterer mig som krigsfotograf og bagefter bliver vred over, at jeg viser billeder af krig”.