Et billedes fald?

…om fotografiet, virkeligheden og historien

Hvornår viser et fotografi virkeligheden?

Det simple svar er: når det viser noget, som faktisk er sket. Men helt så enkelt er det alligevel ikke.  For tiden prydes bybilledet af store plakater med en skuespiller ved navn Linda  P. i forskellige, fjollede positurer. Fotografierne er virkelige i den forstand, at de viser et virkeligt menneske.  Men Linda P. ser næppe sådan ud, når hun køber ind i Brugsen. Billederne forestiller en virkelighed, skabt til lejligheden.

Helt anderledes med Jan Grarups reportagefotos fra Palæstina, vist i Politiken for nogle uger siden. Et billede som virkede stærkt, i hvert fald på mig, viste en kvinde som kom gående gennem et stort kloakrør – den eneste måde hvorpå hun kunne slippe ud af den ghetto, hun boede i. Også dette billede kunne i princippet være blevet til, ved at fotografen havde bedt kvinden posere i kloakrøret. Når jeg er overbevist om, at det ikke er tilfældet, så skyldes det at billedet tilhører en anden genre end billedet af Linda P. Det er et reportagefoto – og både fotografen og Politiken ville sætte hele deres troværdighed over styr, hvis de præsenterede et arrangeret billede som reportage.

Vores opfattelse af, hvornår et fotografi viser virkeligheden, har bl.a. noget med genrer at gøre. Der findes en slags uudtalt aftale mellem sender og modtager: begge parter ved godt, at reklamefotografiet er iscenesat, så det er der sjældent nogen der gider gøre vrøvl over. Anderledes med det foto, der præsenterer sig som reportage: her er den uudtalte aftale, at fotografen fotograferer det der fandt sted, uden selv at gribe ind i begivenhederne.

Reportagefotografiet har lange, historiske rødder. Men i sin moderne form kom det til verden i løbet af mellemkrigstiden. Det blev hjulpet på vej dels af den tekniske udvikling, som gjorde kameraerne mindre og dermed muliggjorde et mere dynamisk fotografi, dels af opblomstringen af illustrerede magasiner i såvel Europa som USA. Men i sidste ende var det naturligvis datidens fotografer som skabte det. En af dem var Robert Capa. Han fik sit gennembrud som fotograf med sine reportager fra den spanske borgerkrig – ikke mindst med billedet af en republikansk soldat som falder til jorden, ramt af en fjendtlig kugle. Billedet af den faldende soldat blev et symbol på den heroiske modstand mod Franco og hans fascistiske oprørsstyrker.

I slutningen af 70’erne blev der imidlertid rejst den påstand, at billedet var iscenesat: der var ingen kamp og manden på billedet er ikke død, men spiller skuespil. Debatten har raset frem og tilbage, men på trods af mangel på afgørende beviser er det for mange tilsyneladende nu den vedtagne kendsgerning, at billedet er falsk. D. 3.10. tog Politiken debatten op, som foromtale af en kommende udstilling i Barbican Art Gallery i London. Udstillingen præsenterer efter sigende ny viden om Capas omdiskuterede foto.

Desværre er man som fotohistorisk interesseret dårligt hjulpet af Politikens artikel. Udstillingens clou skulle være nogle “nye” negativer, som er “gravet frem fra arkiverne” af Richard Whelan, forfatter til en biografi om Capa. Skulle det mon være nogle af de hidtil bortkomne negativer fra den såkaldte Mexicanske kuffert, som blev fundet omkring årsskiftet 2007-08? Næppe. Dels lyder de seneste meldinger, at der ikke i denne samling synes at findes negativer, der kan afgøre diskussionen. Dels har Whelan, selv om Politiken referer til ham som om han var nulevende, faktisk været død siden maj 2007. Hvis han har “gravet” noget ud af arkivet, kan det altså ikke være de nyfundne negativer.

Whelan publicerede allerede i 2002 en artikel hvor han, på basis af bl.a. studier af Capas efterladte negativer, giver sin version af historien. Den er, kort fortalt, at manden på billedet faktisk dør. Som det også fremgår af Politiken, kan han endda identificeres ved navn. Derimod tyder meget på, at der fra starten var tale om en iscenesat situation, hvor soldaterne fingerede et angreb til ære for fotografen. Men derved tiltrak de sig fjendens opmærksomhed – og pludselig blev det blodig alvor. Det er tilsyneladende samme version af historien, som Barbicans udstilling præsenterer – nye negativer eller ej.

Jan Grarup har nok en pointe, når han samme dag i Politiken anklager kuratorer for at “gå i selvsving” over navnet Capa. Det gælder imidlertid ikke kun kuratorer, men også medier. Politikens historie er således skåret over den sædvanlige læst – for eller imod Capa? – men føjer dybest set ikke en millimeter nyt til vores viden. Forsøget på at aktualisere diskussionen med interview med bl.a. Grarup ender da også i ren moralisering: var Capa en skidt knægt eller var han ikke? Som om et fotografis væsentlighed afgøres af fotografens moralske habitus.

Grarup fremhæver den sovjetiske krigsfotograf Jevgenij Khaldei som alternativ til Capa. Khaldei var givetvis en stor fotograf, som uretfærdigt er blevet glemt af sin eftertid. Dog er der mange, der vil genkende et af hans mest berømte billeder: det er taget d. 2. Maj 1945 og viser en soldat på toppen af rigsdagsbygningen i Berlin, som hæver den røde fane med hammer og sejl over den udbombede og brændende by. Netop dette billede er imidlertid iscenesat. Fotografen overtalte selv et par af sine kammerater til at kravle op på taget og posere med flaget. Bagefter retoucherede han i øvrigt billedet temmelig kraftigt.

Der er en vis skæbnens ironi i, at de to fotos som er blevet ikoner for hver sit yderpunkt i den mest dramatiske epoke i det 20. århundredes historie – det væbnede opgør med fascismen – altså begge næppe kan siges at forestille virkeligheden, i den betydning vi i dag sætter for reportagefotografiet. For selv om der næppe er helt enighed om nutidens kriterier, så er der i hvert fald fotografer som har mistet karrieren på væsentligt mindre end det som Khaldei og Capa (sandsynligvis) har gjort.

Betyder det, at vor tids kriterier er for snævre? Ikke efter min mening. Vi udsættes dagligt for en storm af billeder af vidt forskellig art. Her er det nødvendigt, at vi har nogle redskaber til at orientere os. Et af de vigtige er genrekonventionerne: når jeg ser et reportagefoto så ved jeg, at der implicit ligger en påstand om at billedet forestiller noget der virkeligt er sket, uafhængigt af fotografens eller andres indgriben  – modsat en shampooreklame.

Men når vi vurderer 60-70 år gamle fotos, så må vi altså ha’ historien med. I fotografiets barndom var et krigsfoto altid opstillet og iscenesat, om ikke andet så fordi teknikken krævede det. I dag kan en reportagefotograf blive fyret og skandaliseret for at bortretouchere den mindste detalje i et billede. Et sted ind imellem var Capa, Khaldei og alle de andre, som i deres praksis selv var med til at ændre reglerne og skabe det moderne reportagefoto. Det spændende er ikke, at give dem moralsk karakter ud fra nutidens normer, men at se dem som en del af fotografiets historie.