Hvor meget støj er der på et billede taget på 3200 ISO med kamera A, i forhold til samme billede taget med kamera B? Det er den slags diskussioner, som kan køre i ugevis på foto-blogs og diskussionsgrupper. Som oftest suppleret med dusinvis af billedudsnit i 100% forstørrelse. “Pixel-peeping” kaldes den slags, med et rammende men svært oversætteligt udtryk…
På The Online Photographer har Jim Richardson en interessant og personlig vinkel på den diskussion. Richardson er professionel fotograf med 30 års erfaring, bl.a. som leverandør til National Geographic. Richardson sammenligner de hastigheder som var normen i film-æraen, med i dag hvor det ikke alene er muligt at tage brugbare fotos ved ISO-tal man den gang knap kunne drømme om, men også muligt at justere hvidbalancen for hvert enkelt billede – efter det er taget.
Det interessante er imidlertid ikke at fastslå, at digitalfoto har frembragt helt nye muligheder. Det virkeligt tankevækkende er denne bemærkning:
“Finally we can go where people really live and work and bring back images of impact and beauty. All this actually matters, and not just to us photographers examining our pixels (and our navels.) It matters to the general public because it changes the visual stamp of our era. It changes what we think our world looks like. It changes which parts of it we’re able to see and share worldwide.”
Læs hele Richardsons indlæg og diskussionen af den her.