Leica SMC-A

Midt i København ligger en højt profileret foto-forretning. Her kan man ofte, mellem Leica’er og Linhof’er, se en stabel Holga’eri udstillingsvinduet. Holga er, for de uindviede, et kinesisk plastikkamera.  Det har egenskaber som stærk vignettering, falsk lys, uskarphed og upræcise farver – noget som har gjort det til kult i visse kredse.

Et andet produkt, lidt i samme boldgade, er Lensbaby. Her er der tale om en optik til brug på et spejlreflekskamera. Den oprindelige model bestod af en enkelt linse, monteret i et fleksibelt plastrør uden blænde. Ved at vride røret lidt til den ene eller den anden side kan man forskyde fokuspunktet i forhold til film- eller sensorplanet, og dermed også forstærke og forskyde uskarpheden i billedet. Senere modeller er lidt mere avancerede, men grundideen er den samme.

Jeg synes den kultagtige begejstring for fotogrej, der skaber teknisk dårligt og til dels uforudsigelige billeder er lidt for meget. Men jeg kan da godt se det tiltrækkende i at gi’ perfektionismen fingeren og lade det fotografiske legebarn komme til…

Holgaen gider jeg ikke, men jeg har overvejet at anskaffe en Lensbaby. De er dog lidt dyre for noget, der måske bare er en grille. Så i stedet besluttede jeg mig for at lave min helt egen trash-optik. Dog af en vis klasse: mindre end Leica ku’ ikke gøre det.

Først pillede jeg det meste af indmaden ud af en gammel Pentax SMC-A zoom. Tilbage var egentlig kun fatningen og to rør som kan forskydes inden i hinanden. Dernæst tog jeg optikken fra en Leica dias-projekter. Den blev stoppet ned i det indre rør i Pentax-optikken og fasthold med noget skumplast. Resultatet er en Leica Hektor med K-fatning. Den har fast blænde 2.8. Brændvidden er oprindeligt 85mm – om ombygningen har ændret på det, er jeg ikke teknisk orienteret nok til at afgøre. Fokusering sker ved at skyde den frem og tilbage. Og så kan den vrikkes til siden, hvorved fokusplanet forskydes – lidt i stil med Lensbabyen.

Undlader man at vrikke med optikken, bliver resultatet bare en meget lille skarphedsdybde – og en helt speciel bokeh. Her er den manglende kontrast og de flade farverne rettet op – og lidt til – i Lightroom.

Som en sand fotonørd havde jeg et par fornøjelige timer med at lege Jørgen Clevin med de gamle objektiver. Men om resultatet kan bruges til noget i praksis? Næppe……