Textilarbejdets verdenshistorie

Mennesker har spundet garn og vævet tekstiler gennem tusindvis af år. Det var en produktion der altovervejende blev udført som hjemmearbejde, husflid eller håndværk. I løbet af 1700-tallet blev der imidlertid i England sat en revolutionerende proces i gang: arbejdet blev samlet i store enheder, udstyret med maskiner og drevet med først vand- og siden dampkraft. Den industrielle produktionsform bredte sig fra England til det europæiske fastland og herfra efterhånden til resten af verden.

Med industrialiseringen forandredes ikke bare produktionsprocesser, men også arbejdsforhold, arbejdskraftens sammensætning og levevilkår. Mænd, kvinder og børn i tusindvis rekrutteredes til fabrikkerne. Byerne voksede. Traditionelle måder at organisere og betragte arbejdet på stod for fald, og nye organisationer og ideer måtte skabes. Det kan man nu læse om i en ny bog: “The Ashgate Companion to the History of Textile Workers, 1650–2000”. Bogen, som er på 860 sider, er resultatet af et internationalt forskersamarbejde, igangsat på initiativ af Det Internationale Institut for Socialhistorie i Amsterdam.

Tekstilindustrien er interessant, fordi det var her industrialiseringen startede. Men også fordi tekstilproduktion er et globalt fænomen. Bogens første del består af artikler om tekstilproduktionens og tekstilarbejdernes historie i 20 forskellige lande verden over – herunder Danmark. Med skyldig hensyntagen til de nationale forskelle rækker beretninger altså i tid helt fra de førindustrielle produktionsformer, over industrialiseringens gennembrud og udvikling frem til i dag, hvor tekstilindustrien er under afvikling der hvor den startede: i Vesteuropa og USA. Tekstilindustrien findes imidlertid stadig, ja faktisk er der formentlig på globalt plan flere beskæftigede i tekstilindustrien end nogensinde før i historien. Nu ligger tyngdepunktet imidlertid i Asien, ikke mindst i Kina. Den anden del består af en række tematiske artikler, hvor forfatterne drager sammenligner på tværs af landene. Eksempelvis er der temaer om globalisering, arbejdskraftens rekruttering, arbejdets organisering og kønsarbejdsdeling.

Omslag
Tekstilarbejdernes historie

Jeg har bidraget med to artikler. Den første handler om tekstilarbejdets historie i Danmark. I globalt perspektiv har Danmark aldrig spillet nogen stor rolle som tekstilproducent. Tværtimod blev der i Danmark næsten udelukkende produceret til hjemmemarkedet, mens den teknologi der blev anvendt blev importeret fra England, Tyskland og andre store europæiske tekstilnationer. Men Danmark var pioner på et andet område, nemlig i kraft af den måde arbejdskraften organiserede sig på, som bl.a. førte til en forholdsvis tidlig udvikling af et institutionaliseret og aftalereguleret arbejdsmarked. Noget der kom til at ligge til grund for den efterfølgende opbygning af velfærdsstaten. Dette er perspektivet i artiklen, som har fået titlen ”Denmark: the textile industry and the formation of modern industrial relations”.

Mit andet bidrag er til bogens andel del, hvortil jeg har skrevet en artikel med titlen ”Institutions in textile production: guilds and trade unions”, som sammenligner udviklingen af lav, fagforeninger og andre organisationsformer i globalt perspektiv. Artiklen baserer sig på de øvrige nationale bidrag, sammenholdt med generelle teorier om faglig organisering. Eftersom de nationale bidrag er skrevet ud fra ganske forskellige synsvinkler, har der ikke været grundlag for en egentlig komparation i streng forstand. Alligevel mener jeg nok der er grundlag for nogle forsigtige konklusioner, herunder at statens rolle og styrkeforholdet mellem klasserne er nok så vigtigt i forklaringen af den faglige organiserings forskellige udtryk, som forskelle i produktionsformer og teknologi.

Som det fremgår af titlen, er bogen udgivet af forlaget Ashgate. Den komplette indholdsoversigt, såvel som oplysninger om pris mv., kan findes på forlagets webside.

(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)

Skriv en kommentar