Et foretagende som kalder sig TED (for Technology, Entertainment and Design) uddeler hvert år priser til folk, som de mener har haft “en postiv betydning for livet på denne planet”. I år gik priserne til biologen E.O Wilson, politikeren Bill Clinton og fotografen James Nachtwey.
Nachtwey er vel først og fremmest kendt som krigsfotograf, og som sådan måske den mest berømte af de nulevende. Selv har jeg det lidt ambivalent med krigsfotos. På den ene side er det vigtigt og rigtigt, at krigens gru bliver dokumenteret ud fra den tanke, at – som Nachtwey siger det – et billede som viser krigens sande ansigt, vel nærmest per definition må blive et anti-krigs foto. På den anden side synes jeg også der ind imellem klæber lidt for meget macho-hørm til krigsfotografiet – eller måske til krigsfotograferne? Robert Capas berømte sentens om, at “hvis dit billede ikke er godt nok er det fordi du ikke var tæt nok på”, er selvfølgelig en opfordring til fotografen om at skildre begivenhederne fra deres centrum, ikke fra sidelinien. Men rummer den ikke også en snert af konkurrence: hvem tør holde fingeren tættest på den brændende flamme? En slags manddomsprøve med krigen som baggrund.
Da Nachtwey fik prisen, holdt han en tale hvor han dels fortalte om sine bevæggrunde for at blive krigsfotograf, dels kommenterede nogle af sine egne billeder. Talen viser for det første en person, som er meget langt væk fra billedet af den brovtende macho-fotograf. Nachtwey virker som en eftertænksom og beskeden men også stærkt engageret person. Han fortæller bl.a., hvordan det var hans ungdoms erfaringer med billedmediets betydning for at skabe modstand mod Vietnam-krigen og rascismen i USA, som fik ham til at ville være reportagefotograf.
Talen viser også, at det i virkeligheden er alt for snævert at kalde Nachtwey for krigsfotograf. Mange af hans billeder er ganske vist fra konflikter og krigszoner. De er aldrig heroiserende, men viser som oftest begivenhederne set fra de civile ofres side. Men der ud over rapporterer han også fra andet end krig – fra Rumænske børnehjem, Somaliske nødhjælpscentre og fængsler i hans eget USA. Flere af hans reportager er lavet på eget initiativ og regning, når han har fundet vigtige emner som ikke umiddelbart havde mediernes interesse. Nogle er blevet til i samarbejde med Læger uden grænser.
Men først og fremmest viser talen en fremragende fotograf. Selv i de mest gruopvækkende og trøstesløse øjeblikke viser Nachtwey en fantastisk evne til at komponere sine billeder. For nogen vil disse billeder formentlig virke provokerende: for er der ikke en modsætning mellem billedernes indhold af menneskelig ulykke og deres æstetisk perfekte form? Det er en vigtig diskussion, som nok rummer mange nuancer. Men helt grundlæggende synes jeg Nachtwey klarer balancen. Hans billeder rummer næsten altid et stort nærvær. Derfor bliver de flotte kompositioner heller ikke en afledning fra billedets indhold, men snarere et middel til at få os til at se.
Men døm selv – Nachtweys 20 min. lange tale ligger på nettet:
En kommentar til “Nachtwey revisited”