Så begyndte det at regne. På vej gennem byen i dag kom jeg forbi denne triste skønhed. Måske var hun ked af at sidde alene ude i regnen, måske havde hun bare ondt i hovedet? Desværre ignorerede hun alle mine forsøg på kontakt…
Billedet er i øvrigt taget med min nyanskaffelse: en Sigma 18-50mm F2.8 EX DC. Selv om jeg har en svaghed for faste brændvidder, så er en god zoom svær at undvære – f.eks. når man rejser eller bare vil slæbe rundt på så lidt grej som muligt. Min gamle “normal-zoom” var en Sigma 18-125mm F3.5-5.6 DC. Ikke nødvendigvis noget optisk vidunder – men dog heller ikke dårlig, og i hvert fald en tand bedre end de fleste “kit-optikker”. Desuden nogenlunde solid og relativ kompakt.
Men så var der jo lige det med lysstyrken. Og da jeg så også fik anskaffet mig en K10D, begyndte jeg at synes den fortjente en bedre zoom. Egentlig havde jeg skrevet Pentax’s DA* 16-50 mm F2.8 ED AL på ønskesedlen. Ud over en god lysstyrke og gode optiske egenskaber har den, som noget nyt for Pentax, indbygget fokusmotor. Alt i alt har den kun een ting imod sig: prisen.
Så da jeg fik mulighed for at købe en brugt, men velholdt Sigma 18-50mm F2.8 EX DC til absolut rimelig pris slog jeg til. Det virker indtil videre som et godt køb. EX er Sigmas “pro”-serie og det første indtryk er da også et solidt bygget objektiv. Skarpheden er god, selv ved fuld blænde. Der er – som ved alle zoom – en smule forvrængning i begge ender, men ret lidt. Indtil videre har jeg ikke oplevet problemer med reflekser i modlys. Eneste negative oplevelse indtil videre har været lidt rigeligt CA (cromatisk aberration – dvs. lille skygger ved kanter med stærk kontrast) i enkelte tilfælde – men det kan jeg leve med…
Kombineret med K10D’erens indbyggede billedstabilisering giver F2.8 helt nye muligheder, sammenlignet med min gamle kombination af F3,5-5.6 og ingen stabilisering. Til gengæld er min nye zoom jo altså markant kortere end min gamle zoom. Jeg er spændt på, hvor meget jeg i praksis kommer til at savne stykket fra 50 til 125mm.
Som altid et skide flot billede – både motiv og teknisk. Men “Tristessen” forsvinder ret hurtigt i engageret zoom-linse-snak 🙂
Man er vel en nørd 😉