Stein Bagger – en julegave til de liberale

Prøv at spørge en førsteårsstuderende på Copenhagen Business School hvad der bestemmer prisen på en vare. 99,9 % vil svare: udbud og efterspørgsel. Det er jo hvad der står i alle lærebøgerne.

Hvad der også står i lærebøgerne er, at hvis efterspørgslen efter en vare er større end udbuddet, så vil prisen stige. Det vil så trække nye producenter til, og på den måde vil ligevægten blive genoprettet og markedet sikre, at netop de produkter der er efterspørgsel efter også er de produkter, der bliver udbudt.

Det er “markedets usynlige hånd” – et begreb, der siden Adam Smith formulerede det i 1770’erne har haft samme status for liberale økonomer, som Helligånden for de kristne.

Men lad os vende os fra den liberale teori til virkeligheden. I denne virkelighed findes der en række virksomheder, hvis produkt er kredit. Det er bankerne, som låner penge ud for en pris kaldet rente. Det vil sige: det plejer de at gøre. Men gennem de senere år har en række banker skudt sig selv i foden med udlån til tvivlsomme projekter. Det samme er tilfældet i USA, blot i endnu større målestok. Resultatet er, at de danske banker pt. er meget tilbageholdende med at låne penge ud.

Ifølge den liberale lærebog, så ville det jo blot få prisen på udlån – dvs. renten – til at stige. Det ville lokke flere investorer til, sådan at udbyderne af lån ville stige i antal og renten tendentielt ville falde igen. Og alle ville være glade.

I stedet for at vente på, at markedets usynlige hånd genskaber Nirvana, er politikerne fra SF til Dansk Folkeparti imidlertid enige om at gribe ind. Holdningerne og betingelserne er lidt forskellige, men grundprincippet er, at bankerne skal tilføres et milliardbeløb i risikovillig kapital fra statskassen. Hovedbegrundelsen for denne bankpakke nr. 2 er, at hvis ikke der kommer gang i bankernes udlån vil det gå voldsomt ud over det øvrige erhvervsliv. Man vil komme til at mangle kapital til nødvendige investeringer og arbejdspladser i stort antal vil være i fare.

Den argumentation er sikkert rigtig. Men hvis den er rigtig, er den også en fundamental falliterklæring for den liberale teori.

Hvorfor hører vi ikke repræsentanter for Cepos eller Danmarks Liberale Parti råbe op og protestere og kræve, at politikerne holder fingrene væk og lader markedet klare sig selv? Det må de jo selv svare på. Men jeg gætter på, at det er fordi de godt ved, at de i så fald ville ha’ en dårlig sag.

Da Adam Smith skrev sin lovsang til det frie marked var verden en anden. Da Indien, som britisk koloni, i 1770’erne blev ramt af omfattende hungersnød, lod myndighederne markedet råde og eksporterede korn til England i stor stil – med tusinder af døde til følge og til Smiths store tilfredshed. Mindre dramatisk, men lige så sigende, er 1800-tallets Danmark rig på eksempler på hvordan liberal ortodoksi stod over menneskers liv og velfærd.

Det ændrede sig, i takt med at samfundets underprivilegerede organiserede sig. Sociale fremskridt har således været stort set ensbetydende med stigende politisk regulering af markedet. Det er i den forbindelse ironisk, at liberalisterne har kritiseret marxisterne for at tage udgangspunkt i en 150 år gammel teoretiker. Liberalisten Adam Smith skrev faktisk 75 år før Marx. Derfor skrev de også ud fra forskellige erfaringer: Smiths erfaring var et landbrugssamfund på vej ind i industrialismen og hans interesse var at fremme denne udvikling mest muligt. Karl Marx’ erfaring var et samfund, hvor kapitalisme og industrialisme var under fuld udfoldelse, med de massive sociale problemer og klassemodsætninger det medførte. Hans interesse var at finde et bedre alternativ. Karl Marx var intet orakel. Men hans grundlæggende insisteren på, at økonomien skal være et redskab for realisering af menneskelige behov og ikke omvendt, er langt mere i tråd med det moderne samfunds komplicerede realiteter end Smiths naive liberalisme. Derfor var det også socialisterne der skabte det danske velfærdssamfund – ikke liberalisterne.

Tilbage til finanskrisen: statsinterventionen i banksektoren er udtryk for, at markedet som højeste princip har spillet fallit. Og liberalisterne, som i de sidste 10-15 år har pustet sig op i stadig højere grad, er da også blevet påfaldende lavmælte. Men hvad har det så med Stein Bagger at gøre? Ikke en hujende fis – og det er netop hele den triste pointe!

Bankpakken rummer så mange konkrete og principielle politiske problemstillinger, at der ville være nok til måneders offentlig, politisk diskussion. Til de konkrete hører, under præcis hvilke betingelser og til gengæld for hvad, vi skal skyde offentlige midler i de private banker? I de foregående år, da aktiekurserne kun kendte én vej – opad – havde aktionærerne gyldne dage. Måske var det rimeligt, at det var noget af de senere års opsamlede overskud, som nu blev inddraget i de politiske prioriteringer? Og kunne samfundets problem med et trægt kreditmarked egentlig ikke løses mere rationelt og demokratisk på anden vis, f.eks. af en offentlig kreditinstitution under politisk kontrol?

Hermed er vi så også fremme ved de helt principielle spørgsmål om hvilken rolle og betydning marked og privatkapital skal spille fremover, i forhold til offentlige institutioner og politiske beslutninger. Det er en diskussion, hvor de tidligere så højrøstede liberale lige nu altså har en dårlig sag. Derfor er Stein Bagger den bedste julegave de ku’ få. For med ham er fokus rykket væk fra politik til personer.

Nu handler det ikke længere om markedsøkonomiens systemfejl men om gemen svindel. Og pressen elsker det. For indrømmet: det er sgu da svært at skrive om ideologi og økonomisk politik. Det er meget lettere at skrive side op og side ned om en mand vi alle elsker at hade. Det er kompliceret at sætte enkle billeder på de mekanismer, der overfører kontrollen med offentlige midler til bankernes lukkede direktionslokaler. Så er det meget nemmere at filme Stein Baggers Porsche, eller finde en skolekammerat der kan fortælle hvordan han allerede i 2. klasse var en skidt knægt der stjal de andres skolemælk. Sådan druknes politisk vigtige emner helt og aldeles i latterlig og smagløs petitjournalistik. Det kaldes journalistisk vinkling, og det er vist nok noget de lærer de unge mennesker på Journalisthøjskolen….