Dagen i dag er en vigtig mærkedag i Danmarkshistorien. D. 6. februar 1880 vedtog Rigsdagen nemlig ved lov at indføre en fælles tid for hele Danmark.
Gennem århundrede havde man fastlagt den lokale tid, så klokken var 12 når solen stod højest på himlen. Det betød i praksis, at der var mere end et kvarters forskel på hvornår klokken var 12 på Bornholm og i Vestjylland.
I løbet af 1800-tallet udviklede både transport- og kommunikationsmidler sig voldsomt. Og så blev det efterhånden upraktisk, at tiden ikke var den samme over hele landet. Det skabte især forvirring for togpassagererne. Jernbaneselskaberne havde hovedkvarter i København, og køreplanerne var skrevet ud fra Københavnsk tid. Hvis en togpassager i f.eks. Århus ikke var opmærksom på dette, ville toget været kørt når han eller hun troppede op på perronen.
Også landets præster var bekymrede. Siden Christian d. V’s Danske Lov havde det nemlig været bestemt, at kirkens klokker skulle ringe efter den lokale soltid. Men efterhånden som folk i stigende grad fandt det mere praktisk at indrette sig efter ”Københavnsk tid” opstod der mange steder forvirring om, hvilken tid der gjaldt for gudstjenesterne.
Med loven i 1880 blev det så lagt fast, at klokken var 12 i hele Danmark, når solen stod højest på himlen over København.
Problemet med en ensartet tidsregning var dog ikke kun nationalt, men også internationalt. På en international kongres i 1884 blev det besluttet at inddele Jorden i 24 tidszoner, parallelt med længdegraderne. Forskellen i tid var således en time mellem hver zone, mens områder indenfor samme zone havde samme tid. Udgangspunktet var datidens mest prestigefyldte astronomiske institution: observatoriet i Greenwich i England. Tiden ethvert sted på kloden kunne herefter angives som middel-soltiden i Greenwich (GMT) plus eller minus et antal timer.
Danmark tilsluttede sig dette system d. 1.januar 1894. For at vi kunne komme i takt med Greenwich måtte tiden igen justeres med knap 10 minutter, en gang for alle. Siden da har Dansk Normal Tid været lig med GMT minus 1 time.
Den tekniske udvikling har imidlertid gennem det 20. århundrede medført behov for stadig mere præcis koordinering af tiden. I jagten på præcise tidsmålinger indførte man i 1967 en ny, international definition af et sekund. Den er ikke baseret på målinger af solen, men på svingninger i et cæsium-atom – populært kaldet atomtiden.
Der findes således nu to parallelle tids-systemer: dels et som er baseret på astronomiske observationer, stadigt populært kaldet GMT, dels et som er baseret på atomtid, kaldet UTC. Mens atomtiden er uhyre konstant, så varierer jordens rotation faktisk en lille bitte smule, således at den astronomiske tid ikke er fuldstændig konstant. Derfor må man med skiftende mellemrum indføre et skudsekund i UTC for at forhindre, at den bevæger sig for langt væk fra GMT.
Det diskuteres nu internationalt om man på et tidspunkt helt skal droppe soltiden og gå over til atomtid alene. Det vil give en mere entydig og nøjagtigt tidsregning. Og nøjagtig måling og koordinering af tiden er en afgørende forudsætning for en lang række teknologier, som det moderne samfund tager for givet.
Men det vil også endegyldigt gøre det af med menneskenes ældgamle tradition for at forstå tiden i relation til himmellegemerne. At tiden kan måles gennem svingninger i et cæsium-atom er vel til at forstå på det abstrakte plan. Men det er mindre fysisk nærværende og langt fra så umiddelbart, intuitivt forståeligt som solens vandring over himlen.
Tiden går måske nok af sig selv. Men hvordan den går, er i sidste ende noget vi mennesker beslutter.
(Krydspostet fra blog.nyeretid.dk)