Kvindekamp uden klassekamp?

”Ingen kvindekamp uden klassekamp – uden klassekamp ingen kvindekamp”. Der var en gang, hvor det var hovedparolen ved ethvert 8. marts arrangement med respekt for sig selv. Sådan er det ikke mere. Hvis man kom fra Mars og alene skulle danne sig en mening om ligestilling i Danmark ud fra medierne, så ville man tro, at det største problem var kvindernes underrepræsentation på lederposter i erhvervslivet. Man ville også få det indtryk, at eksklusive netværk for karriere-kvinder udgør kvindekampens fortrop.

Rent principielt må der naturligvis være ligestilling overalt – også på erhvervslivets direktørgange. Men når jeg læser om disse lukkede netværk for kvinder fra den kreative (over)klasse, så kan jeg ikke lade være med at tænke på Bertolt Brechts ord: ”Kønne støvler sparker ligesom grimme. Vi vil ikke andre herrer – vi vil ingen.”

Det er muligt, at begrebet klassekamp er forsvundet ud af kvindekampen. Men den sociale ulighed findes stadigvæk, med alt hvad det indebærer. Det kan man eksempelvis se illustreret i dagens udgave af Politiken. Avisen har i dagens anledning spurgt fem 18-årige kvinder om hvor de kommer fra og hvor de selv er på vej hen. En af dem er Rikke fra Ikast. Hun er er arbejdsløs og enlig mor til Emilie på to år. Hendes formødre gennem tre generationer var tekstilarbejdere. Selv drømmer hun om at blive pædagog. En anden er Amanda fra Farum. Hun går på HTX. Hendes mor er konsulent i IT-branchen. Selv drømmer hun om at blive økonom, kunstner eller hjerneforsker….

De kvinder, der i sin tid gjorde 8. marts til kvindernes internationale kampdag, var ikke i tvivl om, at kampen mod køns-uligestilling måtte kædes sammen med kampen mod social ulighed. Beslutningen om at indstifte en kampdag blev truffet på den anden internationale socialistiske kvindekongres. Den blev afholdt i 1910 i København – nærmere bestemt i  Arbejdernes Forsamlingsbygning på Jagtvej 69.

Her samledes 99 delegerede fra 17 lande. Blandt deltagerne var kendte navne som Clara Zetkin fra Tyskland, Alexandra Kollontai fra Rusland – og Nina Bang, som senere skulle blive Danmarks første kvindelige minister. Med inspiration fra USA, hvor socialistiske kvinder året før med stor tilslutning havde arrangeret en national dag til kamp for kvinders valgret, vedtog kongressen:

I forståelse med proletariatets klassebevidste politiske og faglige organisationer foranstalter de socialistiske kvinder i alle lande hvert år en kvindedag, som i første linie har agitation for kvindernes valgret til formål. Fordringen må belyses i sin sammenhæng med den socialistiske opfattelse. Kvindedagen må have en international karakter og forberedes omhyggeligt.

I dagens Danmark er denne historiske oprindelse unægtelig gledet noget i baggrunden. Men vil man vide mere om kvindekongressen i København, om de kvinder der deltog og om historien bag 8 marts, kan man læse meget mere på Arbejdermuseet web-sted.