D. 24.08. skriver Politiken igen om sikringen på Nationalmuseet. Det fremhæves bl.a., at der fremover vil være færre vagter i museets afdeling i Brede. Det er skidt. Men sikringen er desværre ikke det eneste offer for museets skrantende økonomi. I Brede findes også Nationalmuseets nyeste, faste udstilling, Brede Værk. I den gamle tekstilfabrik fortæller vi om det danske industrisamfunds historie. Her kan man se fabrikkens arbejdere og direktør komme til live i en interaktiv film, midt mellem de store tekstilmaskiner. Man kan prøve arbejdet ved samlebåndet på sin egen krop. Man kan se eksempler på hvordan industrialiseringen forandrede vores hverdag. Og til sidst kan man gi’ sit eget besyv med om industrisamfundets nutid og fremtid – en højst aktuel problemstilling.
Denne store udstilling er kun blevet til virkelighed, fordi velvillige fonde har bevilget et tocifret millionbeløb til etableringen. Driften skal derimod dækkes af museets faste bevilling. Men museet skal spare, så fra starten er åbningstiden indskrænket. Efterfølgende er der afsat et rundt 0 til markedsføring – med det resultat, at publikum udebliver fra en udstilling de aldrig har hørt om. Men så slipper de da for at opdage, at cafeen og butikken nu også er faldet som de seneste ofre for besparelserne.
Nationalmuseet har én million besøgende, plus de mange der følger os på nettet, læser vores publikationer, osv. De forventer kulturhistorisk formidling på et højt fagligt niveau, men også et museum som gør fortiden relevant for nutiden og fremtiden. Det knokler museets mange engagerede medarbejdere dagligt for at leve op til. Desværre må vi opleve, at opgaven bliver sværere og sværere at løfte. Stadig mere tid går med at flytte rundt på de sparsomme midler for at lappe de værste huller. Og som i tilfældet Brede Værk oplever vi, at vores arbejdsindsats undergraves af nye sparekrav.
Museet må selv prioritere, lyder standardsvaret fra politikerne, når de konfronteres med konkrete følger af nedskæringerne. Det kan museet også godt. Eksempelvis kan vi prioritere at holde sikkerheden helt i top. Det vil så blot kræve, at vi skærer endnu mere ned på andre aktiviteter, som f.eks. at udvikle og drive nye og engagerende udstillinger.
Nationalmuseet er nået til det punkt, hvor der ikke blot skæres ind til, men også ind i benet. Diskussionen bør derfor ikke kun handle snævert om sikkerheden på museet. Den bør handle om hele Nationalmuseets fremtid. Skal Danmark fortsat have et Nationalmuseum, som er levende, engageret og relevant for nutidens publikum? Eller skal museet skrue ned for ambitionerne, nedprioritere forskning og formidling, men til gengæld sikre fortiden et trygt liv på lukkede magasiner? Vi kan levere begge dele – men ikke til samme pris.
(Oprindeligt bragt som debatindlæg i dagbladet Politiken d. 25.08.2011. Dagen efter fulgte Politiken op med dette interview)