Fra tortur-smæderi til ophavsrets-ævl

2 thoughts on “Fra tortur-smæderi til ophavsrets-ævl”

1. Du har helt ret i det utilstedelige i, at Fogh smider udokumenterede torturrygtet efter Fran Aaen, og det er helt rigtigt set, at her er der en god journalistisk historie.

   Jeg mener også, at det er godt at Nyhedsavisens Knud Brix (om ikke andre) har forfulgt sagen, omend jeg ikke mener, den pågældende artikel er specielt kompetent – det er således ikke særligt begavet at fremhæve, at påstanden nu også har fundet vej til et “populært Internetleksikon” – hvis Brix eller andre finder noget forkert i Wikipedia og ligger inde med de rigtige oplysninger, er den rigtige reaktion at rette fejlen, ikke at skrive om det i avisen …

   Men Brix har så blot med sit krav mod Uriasposten gjort det til et spørgsmål om noget helt andet, nemlig: Er lov om ophavsret til for at lukke munden på vore politiske modstandere, når de tager til genmæle mod, hvad vi selv skriver om dem?

   Og jeg mener, at det er, hvad Brix har forsøgt her – medmindre der virkelig er tale om “Knud Brix’ Feriefond”. Og optrapningen til “ophavsret” har så åbnet en helt anderledes can of worms, som ultimativt truer den frie debat på Internettet. Og det er noget skidt … men den skyldige i dette er ikke Uriasposten (som jeg, tro det eller lad være, ikke nærer megen sympati for – jeg kunne godt bruge stærkere ord end det), men Brix’ tåbelige (forsøg på) misbrug af ophavsretten til noget helt andet, end den oprindelig var beregnet til.

   Reply

2. Hej Carsten

   Som jeg også har skrevet på din egen udmærkede blog, så er jeg ikke enig i din – og tilsyneladende en hel masse andre bloggeres – opfattelse af sagen mellem journalist Knud Brix og Uriasposten.
   Den handler ikke om at true den frie debat – for det første fordi loven netop giver Uriasposten fri ret til at citere fra artiklen til brug for debat, for det andet fordi vi lever i en verden med hyperlinks: hvis Uriasposten vil vise læserne hele artiklen kunne man jo bare linke til Nyhedsavisens egen netudgave.
   Der er naturligvis mange nuancer i sagen om Uriasposten – burde Knud Brix ikke ha’ startet med at kræve billedet fjernet, inden han for frem med erstatningskrav? Hører hele sagen ikke ind under bagatelgrænsen? O.s.v. Men det ændrer ikke ved det principielle: Sagen handler simpelthen om at Uriasposten har planket et materiale, som man ikke har ophavsret til.
   Personligt er jeg grundlæggende tilhænger af ophavsretten som princip. Det skyldes ikke så meget økonomi som det at jeg mener, at skaberen af et værk – en tekst, et foto eller andet – har en moralsk ret til at bestemme hvordan værket bruges.
   Historien om fotografiet af Løkke Rasmussen som mujaheddin, som jeg linker til i min post, har netop også den vinkel: fotografen, som tog billedet, ville i en årrække ikke tillade at billedet blev brugt i medierne, fordi han ikke ville bidrage til kritikken af Løkke Rasmussen (Han har dog ændret holdning efter Irak-krigen). Det synes jeg er ærgerligt – men jeg må respektere det, for det var nu en gang hans billede.
   Der findes mange eksempler på, at ophavsretten forvaltes på en urimelig måde. De fleste er dog fra USA, hvor man har et grundlæggende andet ophavsretsligt princip end i Europa: mens det hos os er skaberens rettigheder der er udgangspunktet, så er det i USA ejeren af værkets rettigheder. Derfor har man eksempelvis set pladeselskaber, som har sagsøgt musikere for at sample fra andre kunstneres værker, selv om den oprindelige kunstner faktisk synes samplingen var i orden.
   Derfor kan der – i en global medieverden – være god grund til at diskutere den måde ophavsretten forvaltes på, og foreslå ændringer som f.eks. Creative Commons licenser.
   Men Uriaspostens sag er bare ikke nogen god grund.

   Reply