Jeg forstår godt, at Det Kongelige Teater protesterer. Generelt er kulturinstitutionernes ansatte og ledelser alt for passive, når vi rammes af sparekniven, og for dårlige til at fortælle om hvad det medfører. Det er i sidste ende et svigt overfor borgerne, for hvis ikke borgerne kender de reelle konsekvenser af den førte kulturpolitik, så kan de jo heller ikke tage stilling til, om der prioriteres rigtigt.
Men når jeg læser om eksemplerne på, hvordan Det Kongelige Teater skal spare, så får jeg en underlig følelse af deja-vu: den andel af personalet, man må undvære, svarer nemlig stort set til den andel vi mistede allerede sidste år på Nationalmuseet, hvor jeg selv er menig medarbejder.
